(Foto: Inge Lynggaard)
Peter Thybo
Sundhedsinnovator, Forfatter, Foredragsholder, Konsulent
Fysioterapeut, Master i læreprocesser, PD. alm. pæd.
Pt. Spc. – certificeret specialist fra Danske Fysioterapeuter i Arbejdsliv, Sundhedsfremme og Forebyggelse.
Ekstern konsulent og underviser på Efter- og Videreuddannelsen, VIA University College
Tidl. formand i Sund By Netværkets temagruppe om mental sundhed
Ekspert i sundhedspædagogik og neuropædagogik
Læs mere
Peter Thybo (f. 1962) er uddannet fysioterapeut i 1988. Har en mastergrad i læreprocesser med speciale i kultur og læring fra Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi, Aalborg Universitet, samt en P.D. i almen pædagogik. Blev i 2006 den første fysioterapeut i Danmark som opnåede en certificeret specialistgodkendelse fra Danske Fysioterapeuter i arbejdsliv, sundhedsfremme og forebyggelse. Yderligere re-certificeret i 2013 og 2020. Er præmieret projektleder af Kommunernes Landsforening.
Har 35 års praksis- og formidlingserfaring til vidt forskellige målgrupper og arbejder særdeles bredt med involvering af flere fagområder (se eventuelt en oversigt under Foredrag og Kurser). Har bl.a. været ledende fysioterapeut gennem en årrække på et sundhedscenter i Ikast Kommune, og siden kommunalreformen (2007) ansat som landets foreløbige eneste sundhedsinnovator i Ikast-Brande Kommune med selvstændig stab til sundhedsdirektøren. Her blev der især arbejdet med et særligt fokus på sundhdesfremme, mental sundhed for alle samt dannelse og implementering af tværgående og involverende sundhedspolitik. I 2019 ansat som sundhedsinnovator og specialkonsulent i Forskningsenheden, Regionspsykiatrien Vest, med særlige udviklings- og undervisningsopgaver i mental sundhed, trivsel og samarbejde på tværs af fag og sektorer. I 2022 selvstændig sundhedsinnovator, forfatter, foredragsholder, konsulent m.v. – tilknyttes bl.a. som ekstern faglig konsulent og underviser på Efter- og Videreuddannelsen, VIA University College.
Sidder i forskellige ekspertgrupper i Sundhedsstyrelsen, underviser for Socialstyrelsen og var i 2013 med til at stifte Sund By Netværkets temagruppe om mental sundhed der har over 50 kommuner samt alle regioner som medlemmer og forbindelse til WHO – har siddet i formandsskabet fra 2013 til 2019. Har været med til at udbrede ’ABC for mental sundhed’-konceptet i Danmark fra starten og er stadig aktiv indenfor området.
Har siden 1990’erne udviklet, forsket og udbredt teori og metode i fx salutogenese, sundhedspædagogik, neuropædagogik, et sundt arbejdsliv, Movement Science, sansemotorik samt samarbejde på tværs af fag og sektorer. Anses som ekspert i sundhedspædagogik og neuropædagogik i teori og praksis og har været med til at udvikle områderne i Danmark gennem de sidste 30 år. Arbejder som konsulent for flere kommuner omkring dannelse og implementering af tværgående sundhedspolitikker under mottoet “Sundhed for Alle – Alle for Sundhed”.
Har udviklet flere sundhedsmodeller fx Det Dobbelte KRAM som indtil videre er præsenteret i 10 lande og danner baggrund for et større EU-metodeudviklingsprojekt (2019 – 2021). Har skrevet en række anmelderroste fagbøger samt over 60 artikler om sundhed, trivsel, mestring, resiliens, sundhedspædagogik, forebyggelse, sundhedsfremme, arbejdsmiljø, forflytningsteknik, læring og læreprocesser, relationsdidaktik, hjernens funktion, neuropædagogik, sanse-motorik, kropsfænomenologi, motorisk udvikling og læring (Movement Science), natur og kulturelle aktiviteters betydning for sundhed – sidstnævnte især med fokus på musikkens kraft og muligheder (se evt. publikationsoversigt).
Stifter, ejer og direktør i foredrags-, undervisnings- og konsulenthuset SundhedsUniverset ApS som blev anlagt i 2017. Er en flittig brugt foredragsholder, underviser og konferencier i nationale og internationale sammenhænge til en meget bred målgruppe inden for både fagprofessionelle, virksomheder, foreninger og borgere – sidstnævnte ofte som mangeårig forelæser på landets Folkeuniversiteter. Faglig konsulent for en række kommuner, institutioner og virksomheder. Her kombineres ny viden og teori med handleanvisende praksiserfaring – ofte sat i nye innovative perspektiver. Peters brede arbejdsområde har gennem årene udviklet et stort fagligt netværk nationalt og internationalt.
Peter kan bookes direkte til opgaver gennem SundhedsUniverset ApS., men har også gennem mange år været tilknyttet foredragsvirksomheden Athenas.
Læs referencer og udtalelser her.
Nuværende og tidligere ansættelser
2022 – Selvstændig direktør, foredragsholder, konferencier, underviser, forfatter, konsulent gennem SundhedsUniverset ApS samt ekstern faglig konsulent og underviser ved Efter- og Videreuddannelsen, VIA University College.
2019 – Ansat som sundhedsinnovator og specialkonsulent i Forskningsenheden, Regionspsykiatrien Vest, med særlige opgaver omkring borger- og patientrettet mental sundhed, mestring, læring, sundhedspædagogik, trivsel på arbejdspladsen, udvikling af tværfaglige og tværsektorielle samarbejdsprojekter samt implementering af sundheds- og trivselsmodellen Det Dobbelte KRAM som et fælles tværfagligt arbejdsgrundlag for den faglige udvikling i Regionspsykiatrien Vest.
2007 – Med kommunalreformen ansat som landets foreløbige eneste sundhedsinnovator i Ikast-Brande Kommune med selvstændig stab til sundhedsdirektøren. Opgaver med udvikling, nytænkning, etablering af nye samarbejdsrelationer (især med civilsamfundet) især om mental sundhed og mestring samt en bred implementering af sundhedsfremme og sundhedspolitik i kommunen. Målgrupperne for indsatser er borgere i alle aldre og funktionsniveauer – fra 0 til 100 år.
1988 – Ansat som distriktsfysioterapeut og senere ledende fysioterapeut i det nyetablerede Sundhedscenter Frisenborgparken i Ikast med fysioterapi, genoptræning, rehabilitering og varmtvandsbassin.
Uddannelser og godkendelser
2008 – Master i læreprocesser med speciale i Kultur & Læring ved Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi, Aalborg Universitet. Dimitterede med afhandlingen ”Lær at leve med kronisk sygdom – Social læring og social identitet i et salutogent perspektiv”.
2006 – Blev Danmarks første fysioterapeut med en certificeret specialistgodkendelse fra Danske Fysioterapeuter i Sundhedsfremme og Forebyggelse. Re-certificeret i 2013 og 2020, sidstnævnte med titel som specialist i Fysioterapi i Arbejdsliv.
2002 – Pædagogisk diplomeksamen i almen pædagogik fra Danmarks Pædagogiske Universitet/Skive Seminarium.
1997 – Uddannet udviklingskonsulent på sundhedsområdet gennem Kommunernes Landsforening. Har som sådan været leder af flere udviklingsprojekter, bl.a. det præmierede sundhedsfremmeprojekt ”Projekt Styrke- & Sundhedsprofil” (Ikast kommune).
1988 – Uddannet fysioterapeut fra Holstebro Ergo- og Fysioterapeutskole.